Hvordan bliver rederierne klar til ballastvandskonventionen?

05.04.2017 Aktuelt

Søfartsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Danmarks Rederiforening er i dag vært ved en konference, hvor der er fokus på den kommende implementering af Ballastvandskonventionen.

Nu træder ballastvandskonventionen endelig i kraft den 8. september 2017. Rederierne skal derfor til at beslutte, hvordan de vil overholde konventionen.

Konventionen vil blive implementeret over en femårig periode. Når den er fuldt implementeret vil op mod 60.000 skibe på verdensplan være udstyret med et ballastvandsrensningssystem.

”Vi vil gerne sikre en smidig implementering af reglerne og dermed, at skibe over hele verden behandles ens. Vi ved godt, at der stadig er enkelte udeståender, der endnu ikke er afklaret i IMO, men håber at konferencen kan være med til at få dette belyst, så vi fremover kan gå til forhandlingerne bedre klædt på,” siger Clea Henrichsen, specialkonsulent i Søfartsstyrelsen.

Dagens konference som afholdes i regi af Partnerskab om Ballastvand giver rederierne mulighed for at blive opdateret på selve konventionen, samt hvilke krav skibene vil være underlagt. Herudover bliver deltagerne opdateret på forhandlingerne i IMO og nærskibstrafikkens muligheder for dispensationer.

Reglerne skal tage højde for lokale farvande

I forbindelse med udrulning af regelsættet lægger Rederiforeningen vægt på brugen af undtagelser, hvor det er miljømæssigt forsvarligt. Det er nemlig muligt at blive undtaget konventionens krav efter det såkaldte Same Risk Area koncept.

Konceptet giver myndigheder fra flere forskellige lande mulighed for at undtage brugen af ballastvandsrensningsanlæg i et afgrænset havområde, hvis undersøgelser og analyser kan bekræfte, at der ikke er risiko for spredning af invasive arter. Det kunne eksempelvis være ved sejlads med en færge i et afgrænset område.

”Rederierne skal i gang med nogle store investeringer, og vi skal sikre en pragmatisk implementering af kravene, ikke mindst i forhold til nærskibsfarten. Derfor er arbejdet med Same Risk Area konceptet særdeles vigtigt, da det både tager hensyn til miljø- og økonomiske omkostninger for rederiet,” siger Per Winther Christensen, teknisk chef i Danmarks Rederiforening. 

Fakta - Ballastvand

Stort set alle skibstyper bruger ballastvand til at stabilisere skibet. En supertanker kan på en enkelt rejse flytte 100.000 m2 havvand fra en havn til den næste.

Ballastvandet kan indeholde såkaldte invasive arter, det vil sige mindre havdyr og andre organismer, som lever der, hvor vandet bliver taget om bord. Når vandet senere udledes i et andet økosystem i skibets ankomsthavn, kan de invasive arter udgøre en trussel mod det lokale havmiljø.

For at stoppe spredningen af invasive arter vedtog FN`s internationale maritime organisation, IMO, i 2004 en konvention, der pålægger skibene at behandle ballastvandet, før de leder det ud i havet. Den er underskrevet af 30 lande, der tilsammen har 35 pct. af verdens tonnage registreret.

For at leve op til konventionen skal rederierne installere et ssystem, der renser vandet, inden det lukkes ud. Prisen for et rensningsanlægget er meget afhængig af kapaciteten og ligger mellem 0,2 og 2,5 mio. USD. Installationen er kompliceret og kræver som regel, at skibet bliver dokket i flere dage.

Konventionen træder i kraft den 8. september 2017.

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Per Winther Christensen
    Teknisk chef, Danmarks Rederiforening
    Telefon:   +45 3348 9252
    Mobil:   +45 2945 8324
  2. Rasmus Bebe
    Pressechef, Danmarks Rederiforening
    Mobil:   +45 2116 6419

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.