Frihandelsaftale med Canada endeligt godkendt i Europa-Parlamentet

15.02.2017 Aktuelt

Europa-Parlamentet stemte onsdag d. 15. februar med et overbevisende flertal for at indgå EU-Canada frihandelsaftalen (CETA). Plenarforsamlingens afstemning kommer efter, at Parlamentets udvalg har afholdt lignende afstemninger.

Otte år efter CETA-forhandlingerne blev indledt, stemte Europa-Parlamentet den endelige frihandelsaftale igennem i dag. Afstemningen kommer efter en lang og besværlig proces, hvor den belgiske region Vallonien truede med at spolere hele aftalen. Hovedparten af Europa-Parlamentets medlemmer fastholdt deres synspunkt om, at CETA er den mest progressive frihandelsaftale, EU nogensinde har forhandlet, og stemte aftalen igennem med et solidt flertal.

Europa-Parlamentets godkendelse af CETA er en tiltrængt sejr for tilhængere af frihandel og EU's handelspolitik, mener Simon Bergulf, sekretariatschef for Danmarks Rederiforening i Bruxelles. Han understreger, at aftalen indeholder et ambitiøst maritime afsnit, der sikrer, at europæiske rederier forsat har fri og fair adgang til canadiske havne. Aftalen byder også på nye muligheder for sandsugere og feeder-tjenester. 

”Resultatet af dagens afstemning kommer på et afgørende tidspunkt for EU's handelsrelationer med verden, da globaliseringsskeptiske holdninger vinder indpas i den politiske debat i Europa. Desuden vil den maritime sektor nyde godt af aftalen. Vores medlemmer har forretninger i Canada for mere end 2,5 milliarder kroner. Hvis handlen med varer øges, som vi har set efter frihandelsaftalen med Sydkorea, så vil dette tal vokse betydeligt,” uddyber Simon Bergulf.

CETA er et EU-nybrud

Debatten i Europa-Parlamentet har været intens. Det gælder særligt miljøkapitlet, hvor nogle medlemmer af Parlamentet har udtrykt bekymring for, at CETA kunne være en forhindring for høje europæiske standarder. Modsat har fortalerne argumenteret, at CETA ikke blot vil bidrage med at fastholde høje europæiske standarder på globalt niveau, men også være et signal om et vedvarende engagement for frihandel, der gavner både EU og Canada. Det meget omtalte afsnit om investorbeskyttelse vil ikke træde i kraft, før frihandelsaftalen er endeligt ratificeret i alle EU's medlemslande.

”CETA er ikke blot en god aftale I sig selv. Hvor tidligere handelsaftaler har været baseret på en positivliste af emner, der indgår i aftalen, er CETA den første europæiske aftale, der er baseret på en negativliste. Det betyder, at alle former for handel er med i aftalen, medmindre de eksplicit er holdt udenfor. Det ændrer grundlæggende ved EU's tilgang til frihandel og tillader en meget mere ambitiøs aftale til gavn for både virksomheder og forbrugere i EU og Canada” siger Simon Bergulf. 

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Rasmus Bebe
    Pressechef, Danmarks Rederiforening
    Mobil:   +45 2116 6419

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.