Der skal være ambitioner i vækstplanen

18.04.2017 Aktuelt

Rundt om i Danmarks maritime højborge ser man med spænding på den politiske modtagelse af de kommende forslag fra vækstteamet. Det gælder også på søfartstunge Sydfyn, hvor de to uddannelsessteder Marstal Navigationsskole og SIMAC i Svendborg har særligt fokus på anbefalinger om uddannelse.

Det er den politiske modtagelse og håndtering af vækstteamets anbefalinger, som afgør effekten af teamets arbejde. Derfor vil fokus også være på de politiske partier, så snart vækstteamet spiller ud den 21. april. Rederiforeningen er vært for en debat om anbefalingerne den 1. maj i Svendborg. Her er der ingen tvivl om, at maritim vækst er helt centralt, da søfarten fylder meget på Sydfyn:

”Sydfyn er en stærk maritim klynge, så vi har al interesse i, at vækstteamet kommer med ambitiøse anbefalinger, og at de efterfølgende bliver omsat til handling. Det er også derfor, at jeg – sammen med ni andre søfartsborgmestre – har peget til vigtigheden af en DIS-udvidelse overfor regeringen. Jeg ser derfor frem til, at den politiske debat om anbefalingerne kommer til Svendborg den 1. maj, så vi griber mulighederne i teamets arbejde,” siger Lars Erik Hornemann, borgmester i Svendborg.

En af temaerne undervejs i vækstteamets arbejde har været de maritime kompetencer. Her spiller de sydfynske uddannelsessteder en vigtig rolle for at skabe det løft, som flere har efterlyst. Det gælder blandt andet rederiforeningerne, som i oktober spillede ud med klare ambitioner på uddannelse. Derfor ser Jeppe Carstensen, rektor på Marstal Navigationsskole også frem til at tage debatten:

"Det er klart, at Danmarks samlede maritime kompetencer og know-how hænger uløseligt sammen med dygtige søfolk. Her bør vi gøre mere, og jeg forventer, at vækstteamet samler tråden op fra de mange aktører - herunder rederierne - som har udtrykt ambitioner på uddannelsesområdet," siger Jeppe Carstensen om, hvorfor han ser frem til at diskutere vækstteamets anbefalinger.

Arrangementet rummer også en politisk debat, hvor tre sydfynske medlemmer af Folketinget med interesse for søfart vil diskutere vækstteamets forslag, som præsenteres af Jens Frederik Hansen, CEO i rederiet A2SEA og medlem af vækstteamet. Det gælder Erling Bonnesen, Venstre, Trine Bramsen, Socialdemokratiet og Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti.

”Jeg er glad for, at vi kan skabe en ramme for den nødvendige maritime debat. Der skal være ambitioner i vækstteamets udspil – og så skal de ambitioner selvfølgelig følges op af politisk handling. Sydfyn er en af flere maritime højborg rundt om i Danmark, så det er naturligt, at der er stort lokalt fokus på vækstteamets udspil her,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.

Debatten i Svendborg den 1. maj er åben for alle ved tilmelding. Der er muligheder for at få fødderne på dæk bagefter, da arrangementet efterfølges af en rundtur på isbryderen Thorbjørn for alle interesserede.

Download invitationen herunder.

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danmarks Rederiforening
    Mobil:   +45 5115 6008
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danmarks Rederiforening
    Mobil:   +45 2613 6935

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.