Autonome skibe er et skridt nærmere danske farvande

20.03.2017 Aktuelt

Vi er kommet et skridt nærmere det første autonome skib i dansk farvand. Med erhvervsminister Brian Mikkelsen i spidsen har Søfartsstyrelsen og DTU fremlagt en ny rapport, som skal bane vejen for autonome skibe. Danmarks Rederiforening hilser rapporten meget velkommen.

Danmarks Tekniske Universitet konkluderer i et nyt forstudie om autonome skibe udført for Søfartsstyrelsen, at mindre fartøjer i national fart vil være et godt sted at starte udviklingsprojekter og afprøvning af autonome skibe.

Det er godt nyt, mener erhvervsminister Brian Mikkelsen, som har en ambition om, at Danmark skal være helt i front på teknologiudvikling. I hans øjne vil autonome, maritime løsninger øge produktiviteten, lette logistikken og højne sikkerheden.

Den nye rapport konkluderer da også, at en større grad af autonomi sandsynligvis kan øge sikkerhed i driften af skibene, fx i form af færre kollisioner. Selv om der stadig er en række juridiske og tekniske aspekter, som skal analyseres nærmere, ser Danmarks Rederiforening gode perspektiver i det:

”Der ligger utrolig mange muligheder i autonome skibe. På større oceangående skibe kan avancerede systemer til at understøtte beslutninger og optimere skibets operation være vejen frem til at øge sikkerheden og effektiviteten. På mindre skibe som slæbebåde, service fartøjer og mindre færger kan fjernstyring virkelig optimere driften af skibet,” siger Per Winther Christensen, teknisk chef i Danmarks Rederiforening.

Autonomi er ikke det samme som førerløse skibe. Der kan være mange grader af autonomi fra simple til mere avancerede beslutningsstøttesystemer over fjernstyrede skibe til helt førerløse skibe. Beslutningsstøttesystemer kan eksempelvis hjælpe officeren med at analysere store mængder kompleks data. Systemet kan så foreslå officerens handling eller selv udføre handlingen under officerens overvågning. Derfor er det godt, at der kommer nye tanker på banen:

”For de store oceangående skibe er det særligt interessant, at Søfartsstyrelsen fortsætter i et projekt med DTU vedrørende elektronisk udkig. Bliver det muligt og accepteret af FN’s maritime organisation IMO at holde elektronisk udkig, vil et skib kunne designes radikalt anderledes. Der vil ikke længere være behov for at placere broen så højt, at der er udsyn over containeren. På den måde kunne lastkapaciteten sandsynligvis forøges og dermed kan CO2 belastningen per container reduceres,” siger Per Winther Christensen.

I Finland og Norge arbejdes der allerede på udvikling af autonome skibe. Rolls-Royce har startet opbygningen af et nyt forsknings- og innovationscenter for fjernstyrede og autonome skibe i Finland.

Det er vigtigt, at Danmark også er med helt fremme i denne udvikling, og DTU-rapporten kommer derfor på et godt tidspunkt i forhold til at få fokus på området. Der ligger et stort potentiale for Det Blå Danmark i udvikling af systemer, der kan understøtte autonom drift af fremtidens skibe. 

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Per Winther Christensen
    Teknisk chef, Danmarks Rederiforening
    Telefon:   +45 3348 9252
    Mobil:   +45 2945 8324
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danmarks Rederiforening
    Mobil:   +45 2613 6935

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Seneste nyt

  1. Debat: Den blå energisektor
  2. Politiske forventninger til vækstteamet
  3. Protektionistiske tendenser bekymrer rederierne
  4. Landdistrikternes Fællesråd: Hold fast i maritime jobs i yderkommuner
  5. Rederiforeningen: Nye svovlregler skal håndhæves internationalt og effektivt
  6. Autonome skibe er et skridt nærmere danske farvande
  7. Debat: Husk at vi selv skaber fremtiden
  8. Debat: Offentligt opgavetyveri sker også i transportsektoren
Nyhedsarkiv