Overenskomster og aftaler

Langt de fleste arbejdsfunktioner på danske skibe og offshoreplatforme er overenskomstdækkede, og branchen er både på arbejdsgiver- og lønmodtagerside kendetegnet ved en relativ høj organisationsgrad.

Rederiforeningerne indgår overenskomster, som enten gælder for skibe registeret i Dansk Skibsregister (DS) eller for skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Herudover indgår Danmarks Rederiforening overenskomster for offshoreinstallationer.

For skibe registreret i DIS er der indgået overenskomster med danske og udenlandske faglige organisationer. For eksempel har vi DIS-overenskomster for filippinske og indiske faglige organisationer. Disse overenskomster gælder for søfarende, der har bopæl i de nævnte lande. DIS-overenskomsterne er såkaldte nettolønsoverenskomster, hvor lønnen forhandles under hensyntagen til, at der hverken skal svares skat eller arbejdsmarkedsbidrag af den.

Overenskomster indgået i Rederiforeningernes regi er almindeligvis normallønsoverenskomster med faste lønsatser, der gælder i hele overenskomstperioden.

I tilknytning til Rederiforeningernes hovedoverenskomster kan de enkelte medlemmer indgå særoverenskomster eller lokalaftaler, som fraviger eller supplerer hovedoverenskomsternes bestemmelser.

Der er indgået overenskomster for såvel officerer som menige. Officersoverenskomsterne omfatter maskinmestre, navigatører, elektrikere, maskinassistenter samt hovmestre, mens de menige overenskomster omfatter skibsassistenter, matroser, motormænd samt øvrigt restaurations- og betjeningspersonale. I de senere år er der åbnet mulighed for at ansætte officerer i henhold til en rammeaftale med individuelt aftalt løn.

Vidste du..

... at Rederiforeningens kursusafdeling afholder over 100 kurser årligt? Læs mere her.