En effektiv historie

På trods af, at skibsfarten de senere år har oplevet en betydelig fremgang, har Danmarks Rederiforening aldrig haft noget stort medlemstal, ligesom organisationen ej heller har lidt af vokseværk. Siden starten har man fokuseret direkte på medlemmernes behov – som arbejdsgivere, som erhvervsvirksomheder og som internationale aktører. Fra sejlskibsæraens ophør til nutidens højteknologiske skibsfart har nøgleordet altid været effektiv interessevaretagelse.

Det sidste lå i luften allerede den 17. januar 1884, da ni mænd mødtes på Hotel Phønix i Bredgade, København. De hørte alle til den gruppe af fremsynede og progressive redere, som satsede på dampdrevne skibe i en tid, hvor sejlskibene endnu var i stort flertal. På mødet vedtog de at stifte ’Dampskibsrhederi-Foreningen’ til varetagelse af deres fælles interesser.

Danmark havde på daværende tidspunkt endnu ikke omstillet sig fuldt ud efter nederlaget og tabet af en tredjedel af landets areal til Tyskland i 1864. Dansk økonomi var i høj grad baseret på landbrugsproduktion. Det officielle Danmark satte derfor alle sejl til for at kompensere tabet ved at udvikle og effektivisere landbruget og øge produktionen på den jord, der var tilbage.

Byerhvervene, industri, handel og skibsfart, blev politisk set behandlet som stedbørn. Det var først og fremmest landbrugets tarv, man havde for øje.

I årene efter 1850 havde byerhvervene imidlertid haft en betydelig udvikling ikke mindst styret af tidens store erhvervsleder, C.F. Tietgen., som ikke billigede den officielle erhvervspolitik. Hans kongstanke blev, at byerhvervene skulle slutte sig sammen og samarbejde for at ’"verve selve Landets Lovgivningsmagt til virksom Kampfælle i den det danske Erhvervsliv forestaaende Konkurrence-Kamp".

Stiftelsen af Dampskibsrhederi-Foreningen var tydeligt inspireret af C.F. Tietgen, og foreningen blev derfor en af landets første lobbyorganisationer, der voksede frem i det nye politiske klima efter folkestyrets indførelse.

Efter foreningens første leveår var der 20 medlemmer og i alt 140 indmeldte skibe, hvoraf alene Det Forenede Dampskibs-Selskab var indmeldt med 84 skibe.

Arbejdsgiverrollen

Med undtagelse af en enkelt sag i december 1884, hvor man drøftede aflønning af besætning på oplagte skibe, beskæftigede man sig i foreningens tidlige år kun meget lidt med løn og arbejdsforhold for søfarende. Foreningen optrådte ikke som forhandlingspart i sådanne spørgsmål, og det var holdningen, at det enkelte rederi selv måtte ordne forholdene overfor de ansatte.

Denne holdning kunne imidlertid ikke opretholdes, idet Danmark, i lighed med resten af Europa, i de sidste år af det 19. århundrede, blev skueplads for en voksende social og politisk bevidsthed, som udløste arbejdskampe, strejker og lockout og dannelsen af fagforeninger. I begyndelsen af 1898 ændrede foreningen derfor kurs og indgik under trusler om strejke sin første overenskomst med en fagforening, Søfyrbøderne, den 1. juni 1898.

Funktionen som forhandlingsorganisation for rederierhvervets arbejdsgivere har siden da været en væsentlig del af Rederiforeningens aktivitetsområde.

Udviklingen af arbejdsforholdene til søs medførte, at man støttet af lovgivningen i 1906 oprettede et selskab, som tegnede obligatorisk ulykkesforsikring af søfolk. Samme år valgte man at afskaffe den meget omdiskuterede "vidnesbyrdbog" for søfarende, og oprettede i stedet et lægekontor, som skulle foretage undersøgelser af alle de søfolk, som blev forhyret til tjeneste på medlemmernes skibe.

Svær balance

I foreningens første år blev sekretariatsopgaven udført af højesteretssagfører R. Strøm, men efter dennes udnævnelse til nationalbankdirektør i 1888 blev det den siddende formands opgave at forestå foreningens sekretariat.

I lyset af den usikre situation op til første  verdenskrig blev det i 1914 besluttet at ansætte en lønnet sekretær samt leje møde- og kontorlokaler til foreningen. Den 1. oktober 1914 kunne man således indvi foreningens første selvstændige domicil i Holbergsgade 1. Faciliteterne blev efter nogle år suppleret, da man overtog et lejemål på Sankt Annæ Plads efter Fragtnævnet.

Første verdenskrig bød imidlertid på nye udfordringer for rederierhvervet og foreningen. De danske myndigheder ønskede at sikre landets forsyninger af varer, og indførte derfor visse begrænsninger i friheden til at sejle frit, lige som der blev pålagt erhvervet nye skatter. De krigsførende landes torpederinger af fragtskibe og minefyldte farvande medførte endvidere et behov for forsikringsordninger for materiel og personer. Som følge af Danmarks neutralitet blev perioden omkring første verdenskrig dog, forretningsmæssig set, en god periode for dansk skibsfart.

Eget hus

I 1919 blev spørgsmålet om selv at opføre et domicil drøftet for første gang. Lokalerne i Holbergsgade og på Sankt Annæ Plads var ikke længere tilstrækkelige til foreningens aktiviteter, og øjnene faldt på en grund i Amaliegade tilhørende Frederiks Hospital, hvis virksomhed nogle år forinden var overført til det nystiftede Rigshospital. Man besluttede sig for et projekt udarbejdet af arkitekt Emanuel Monberg, som rummede såvel kontor- og mødelokaler til eget brug, bolig til foreningens første direktør samt lokaler til udlejning fortrinsvis til virksomheder med forbindelse til erhvervet.

Rederiforeningens administration flyttede ind i de nye lokaler i efteråret 1922, og 16. marts 1923 var det muligt at holde den første generalforsamling i egne lokaler.

Ejendommen vakte efter opførelsen stor bevågenhed som en markant, nyklassicistisk bygning indpasset med stor nænsomhed i det eksisterende miljø af bygninger fra tiden for Frederikstadens grundlæggelse. Arkitekt Monberg blev tildelt Eckersbergsmedaljen for sit arbejde.

Trængsler og vækst

Perioden mellem verdenskrigene var præget af den økonomiske depression og krise, og størrelsen af foreningens administration var i store træk konstant op til 1940.

Med udbruddet af anden verdenskrig blev den danske handelsflåde delt, idet et betydeligt antal skibe valgte at søge allieret havn. Reguleringer af erhvervet og lignende påførte imidlertid foreningen yderligere opgaver, og det blev derfor nødvendigt at udvide det administrative personale. Da krigen sluttede og handelsrestriktionerne blev afviklet, skete der en vis reduktion i foreningens medarbejderstab.

Standardiseringen af skibstransporten, som tog sin begyndelse i 1960’erne og -70’erne, har været med til at skabe grundlaget for den globalisering og eksplosive vækst i verdenshandelen, som vi har oplevet gennem de seneste 25 år. Rederiforeningens medarbejderstab er igen vokset, og foreningen beskæftiger i dag ca. 55 medarbejdere.

Moderne interesseorganisation

Rederiforeningen er i dag en moderne interesseorganisation, der repræsenterer rederiernes interesser i forhandlinger med regeringen, ministerierne, folketingsmedlemmerne, pressen, interesse- og arbejdsgiverorganisationer samt fagforeningerne. Foreningen har endvidere inkluderet offshore i sine aktiviteter.

I en særlig afdeling varetages interesser for danskejede skibe under fremmed flag. Desuden er Rederiforeningen internationalt aktiv som rådgiver for regeringens delegationer og som medlem af forskellige internationale rederiorganisationer (ECSA, ICS, ISF m.v.).