En effektiv historie

Danmarks Rederiforening har aldrig haft noget stort medlemstal, og organisationen har ej heller lidt af vokseværk, selv om skibsfarten ikke mindst i de senere år har oplevet betydelig fremgang. Siden starten har man fokuseret direkte på medlemmernes behov – som arbejdsgivere, som erhvervsvirksomheder og som internationale aktører. Fra sejlskibs-æraens ophør til nutidens højteknologiske skibsfart har nøgleordet været effektiv interessevaretagelse.

Det sidste lå i luften allerede den 17. januar 1884, da ni mænd mødtes på Hotel Phønix i Bredgade, København. De hørte alle til den gruppe af fremsynede og progressive redere, som satsede på dampdrevne skibe i en tid, hvor sejlskibene endnu var i stort flertal. På mødet vedtog de at stifte ’Dampskibsrhederi-Foreningen’ til varetagelse af deres fælles interesser.

Dengang havde Danmark endnu ikke omstillet sig fuldt efter tabet af en tredjedel af landets areal efter nederlaget til Tyskland i 1864. Dansk økonomi var på det tidspunkt i høj grad baseret på landbrugets produktion. Derfor satte det officielle Danmark alle sejl til for at kompensere tabet ved at udvikle og effektivisere landbruget for at øge produktionen på den jord, der var tilbage.

Byerhvervene: industri, handel og skibsfart, blev politisk set behandlet som stedbørn. Det var først og fremmest landbrugets tarv man havde for øje.

I årene efter 1850 havde byerhvervene imidlertid haft en betydelig udvikling ikke mindst styret af tidens store erhvervsleder, C.F. Tietgen., som ikke billigede den officielle erhvervspolitik. Hans kongstanke blev, at byerhvervene skulle slutte sig sammen og samarbejde for at ’hverve selve Landets Lovgivningsmagt til virksom Kampfælle i den det danske Erhvervsliv forestaaende Konkurrence-Kamp’

Stiftelsen af Dampskibsrhederi-Foreningen er tydeligt inspireret af C.F. Tietgen, og foreningen kan derfor ses som en af landets første lobbyorganisationer, der vokser frem i det nye politiske klima efter folkestyrets indførelse.

Efter foreningens første leveår var der 20 medlemmer og i alt 140 indmeldte skibe, hvoraf alene Det Forenede Dampskibs-Selskab var indmeldt med 84 skibe.

Arbejdsgiver-rollen

Med undtagelse af en enkelt sag i december 1884, hvor man drøftede aflønning af besætning på oplagte skibe, beskæftigede man sig i foreningens tidlige år kun meget lidt med løn og arbejdsforhold for søfarende. Foreningen optrådte ikke som forhandlingspart i sådanne spørgsmål, og det var holdningen, at det enkelte rederi selv måtte ordne forholdene overfor de ansatte.

Denne holdning kunne imidlertid ikke opretholdes, da Danmark i lighed med resten af Europa i de sidste år af det 19. århundrede blev skueplads for en voksende social og politisk bevidsthed, som udløste arbejdskampe, strejker og lockout og dannelsen af fagforeninger blev dannet. Så i begyndelsen af 1898 ændrede foreningen kurs og indgik under trussel om strejke sin første overenskomst med en fagforening, Søfyrbøderne, den 1. juni 1898.

Funktionen som forhandlingsorganisation for rederierhvervets arbejdsgivere har siden da været en væsentlig del af Rederiforeningens aktivitetsområde.

Udviklingen af arbejdsforholdene til søs medførte, at man støttet af lovgivningen i 1906 oprettede et selskab, som tegnede obligatorisk ulykkesforsikring af søfolk. Samme år afskaffedes den forhadte ’vidnesbyrdbog’ for søfarende, og man oprettede i stedet et lægekontor, som skulle foretage en undersøgelse af alle søfolk, som blev forhyret til tjeneste på medlemmernes skibe.

Svær balance

I foreningens første år blev sekretariatsopgaven udført af Højesteretssagfører R. Strøm, men efter dennes udnævnelse til Nationalbankdirektør i 1888 blev det den siddende formands opgave at forestå foreningens sekretariat.

I lyset af den usikre situation op til 1. verdenskrig blev det i 1914 besluttet at ansætte en lønnet sekretær samt leje møde- og kontorlokaler til foreningen. Den 1. oktober 1914 kunne man således indvi foreningens første selvstændige domicil i Holbergsgade nr. 1. Faciliteterne blev efter nogle år suppleret, da man overtog et lejemål på Sankt Annæ Plads efter Fragtnævnet.

Den første verdenskrig bød på nye udfordringer for rederierhvervet og for foreningen. De danske myndigheder ønskede at sikre landets forsyninger af varer, og indførte derfor visse begrænsninger i friheden til at sejle frit, og der pålagdes erhvervet nye skatter. De krigsførende landes torpederinger af fragtskibe og minefyldte farvande medførte behov for forsikringsordninger for materiel og personer. Ikke mindst som følge af Danmarks neutralitet blev perioden omkring 1. verdenskrig dog en forretningsmæssigt set god periode for dansk skibsfart.

Eget hus

I 1919 blev spørgsmålet om selv at opføre et domicil drøftet for første gang. Lokalerne i Holbergsgade og på Sankt Annæ Plads var ikke længere var tilstrækkelige til foreningens aktiviteter, og øjnene faldt på en grund i Amaliegade tilhørende Frederiks Hospital, hvis virksomhed nogle år forinden var overført til det nystiftede Rigshospital. Man besluttede sig for et projekt udarbejdet af arkitekt Emanuel Monberg, og som rummede såvel kontor- og mødelokaler til eget brug, bolig til den foreningens første direktør samt lokaler til udlejning fortrinsvis til virksomheder med forbindelse til erhvervet.

Rederiforeningens administration flyttede ind i de nye lokaler i efteråret 1922, og 16. marts 1923 var det muligt at holde den første generalforsamling i egne lokaler.

Ejendommen vakte efter opførelsen opmærksomhed som en markant, nyklassicistisk bygning indpasset med stor nænsomhed i det eksisterende miljø af bygninger fra tiden for Frederikstadens grundlæggelse. Arkitekt Monberg blev tildelt Eckersbergsmedaljen for sit arbejde.

Trængsler og vækst

Perioden mellem verdenskrigene var præget af den økonomiske depression og krise, og størrelsen af foreningens administration var i store træk konstant op til 1940.

Med udbruddet af 2. verdenskrig blev den danske handelsflåde delt, idet et betydeligt antal skibe valgte at søge allieret havn. Reguleringer af erhvervet og lignende påførte imidlertid foreningen yderligere opgaver, og det blev derfor nødvendigt at udvide det administrative personale. Da krigen sluttede og handelsrestriktionerne blev afviklet, skete der en vis reduktion i foreningens medarbejderstab.

Standardiseringen af skibstransporten, som tog sin begyndelse i 1960’erne og -70’erne har været med til at skabe grundlag for globaliseringen og den eksplosive vækst i verdenshandelen, som vi har oplevet gennem de seneste 25 år. Rederiforeningen medarbejderstab er igen vokset en smule, og foreningen beskæftiger i dag ca. 45 medarbejdere.

Moderne interesseorganisation

Rederiforeningen er i dag en moderne interesseorganisation, der repræsenterer rederiernes interesser i forhandlinger med regeringen, ministerierne, folketingsmedlemmerne, pressen, andre interesse- og arbejdsgiverorganisationer samt fagforeningerne. Foreningen har nu inkluderet offshore i sine aktiviteter.

I en særlig afdeling varetages interesser for danskejede skibe under fremmed flag.

Desuden er rederiforeningen internationalt aktiv, herunder som rådgiver for regeringens delegationer og som medlem af forskellige internationale rederiorganisationer (ECSA, ICS, ISF m.v.)