(Debug: login:displayname= login:id=)

En samlet maritim strategi

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen fremlagde i dag på regeringens vegne en samlet maritim strategi, som beskriver regeringens indsats på det maritime område. Der er tale om en strategi, der vedrører alle aktiviteter knyttet til havet - skibsfart, havne, fiskeri, turisme, indvinding mv. For disse områder beskrives, hvorledes regeringen vil arbejde for at udvikle de enkelte erhverv, og hvordan disse aktiviteters klima- og miljøpåvirkning søges reduceret. Endvidere indeholder strategien initiativer til at øge sikkerheden til søs herunder i de arktiske områder.

Hensigten med at samle disse forskellige indsats områder og erhvervsaktiviteter i en samlet strategi er at sikre koordination og synergi mellem forskellige myndigheders initiativer rettet mod den maritime sektor. Strategien vil blive fulgt op med en tættere koordination mellem de relevante myndigheder i form af jævnlige møder mellem styrelsesdirektørerne samt eksterne interessenter, der inviteres med for at drøfte fælles udfordringer for de maritimt rettede aktiviteter.

Danmarks Rederiforening finder, at strategien giver et godt overblik over de større maritimt rettede tiltag, som danske myndigheder arbejder med eller har planlagt at igangsætte i den kommende tid. Endvidere er øget koordinering mellem myndigheder fornuftig idet risikoen for, at forskellige myndigheders initiativer modarbejder hinanden, hermed mindskes.

For så vidt angår de konkrete initiativer, som nævnes i strategien, ser Rederiforeningen frem til at medvirke til den annoncerede opfølgning på regeringens maritime handlingsplan fra 2006, som bør udmønte sig i mere konkrete initiativer til yderligere udvikling af Danmark som en førende søfartsnation. Det fastslås i strategien, at de maritime erhverv allerede nu spiller en meget stor rolle i dansk økonomi, og det giver derfor god mening at satse yderligere på udvikling af disse.

Et centralt element i en sådan satsning er også at prioritere forskning og udvikling, hvilket glædeligvis er tilfældet i den samlede maritime strategi.

Herudover er de initiativer, som direkte berører søfarten i overvejende grad en fortsættelse af den linje som danske myndigheder i forvejen forfølger, hvor der søges international regulering af skibsfarten samt hurtig og stringent håndhævelse af de internationale regler.

For yderligere information kontakt kontorchef Jacob K. Clasen, jc@shipowners.dk telefon 33 48 92 14


 

01/07/10