(Debug: login:displayname= login:id=)

Højere internationale uddannelseskrav til søfarende

På diplomat konferencen i Manila fra 21. – 25. juni 2010 afsluttedes i dag 5 års arbejde med revision af International Maritime Organisations (IMO) konvention om Standards of Training, Certification and Watchkeeping (STCW) Konventionen, som regulerer minimumskravet for uddannelse af søfarende og vagthold om bord i skibene, der begge er vigtige emner for sikkerheden til søs.

STCW-konventionen blev udformet i 1978, og er tidligere blevet revideret i 1995. Jævnlige revisioner er nødvendige for at justere og tilpasse konventionen i forhold til erfaringer og den teknologiske udvikling.

Uddannelsen af navigatører og maskinmestre er revideret. Fra dansk side er der især lagt vægt på bedre lederuddannelse i stedet for undervisning i brug af forældede hjælpemidler -  f.eks. teorien bag brug af sekstanten, som ikke længere er krævet som udstyr i skibene.

Endvidere er der indført elektrotekniske kompetencer, som kan bruges i skibe, hvor maskinmestrene ikke har disse kompetencer i deres uddannelse. Danske maskinmestres uddannelser indeholder disse kompetencer, som får stadig større betydning, hvor de større skibe i dag er udstyret med el-generatorer, der svarer til et mindre elværk.

Generelt er det internationale uddannelsesniveau blevet hævet, og dermed kommet tættere på det eksisterende danske niveau for uddannelse af søfarende.

For så vidt angår vagthold var det vigtigt at nå et kompromis, om det meget vanskelige spørgsmål om fleksibilitet i tilrettelæggelse af de søfarendes hviletid i forhold til skibets drift og sikkerhed. I de forudgående drøftelser i IMO, inden konferencen, havde der ikke været stemning for at fastholde den nuværende fleksibilitet, uanset at denne var vedtaget i ILO’s Maritime Labour Convention i 2006. På konferencen opnåedes enighed om, at en vis fleksibilitet er nødvendig af hensyn til uforudsigelige forhold - f.eks. ved havneanløb og det stigende antal inspektioner fra myndigheder, klassifikationsselskaber og kunder.

Konferencen havde deltagelse af ca. 600 personer fra 89 lande og 20 interesseorganisationer.

Kontakt:
Vicedirektør Pia E. Voss, mobiltlf.: 28 11 01 29
Sekretariatsleder Michael Wengel-Nielsen, mobiltlf.: 20 71 09 05
 

25/06/10