Et frit og fair verdensmarked
Sunde konkurrenceforhold verden over er så fundamentale for en internationalt arbejdende skibsfart som den danske, at indsatsen mod alle former for protektionisme er en af Danmarks Rederiforenings grundpiller
Således arbejder Danmarks Rederiforening for fri markedsadgang og fair konkurrence, så grundlaget for dansk skibsfarts globale aktiviteter og fortsatte vækst kan fastholdes.
Den globale økonomiske vækst i de seneste årtier er skabt af frihandel, liberaliseringer og international arbejdsdeling i handelen med varer og tjenesteydelser, og her spiller den internationale skibsfart og ikke mindst den globaliserede danske skibsfart en vigtig rolle: Søtransporten er en forudsætning for denne udvikling.
Skibsfarten er internationalt generelt karakteriseret ved liberale markedsvilkår sammenlignet med mange andre sektorer. Uanset dette, er der dog fortsat lande, der fører en mere protektionistisk handelspolitik, ligesom der ofte opstår andre handelspolitiske problemer på det maritime område.
