(Debug: login:displayname= login:id=)

Rammevilkår for skibsfarten

Konkurrencedygtige rammer

Det er centralt, at de erhvervspolitiske rammevilkår er internationalt konkurrencedygtige for rederierne i Danmark, så Danmark kan bevare og styrke sin voksende betydning i global skibsfart. "Det Blå Danmark" bestående af rederier, værfter, udstyrsproducenter mv. danner grundlaget for ca. 100.000 arbejdspladser i Danmark, hvor rederierne står for ca. 30.000. Samtidig er skibsfart det næststørste eksporterhverv i Danmark med en valutaindsejling på omkring 190 mia. kr. i 2008.

De danske rammevilkår for at drive skibsfart skal være konkurrencedygtige både i forhold til andre europæiske lande og internationalt. Det skyldes, at danske rederiers primære aktivitet, sejlads mellem kontinenterne, sker i direkte konkurrence med rederier fra hele verden. De typiske konkurrenter opererer under meget konkurrencedygtige rammevilkår. Der er på myndighedssiden i Danmark en god forståelse for de internationale vilkår, som dansk skibsfart arbejder under. Rammevilkårene er derfor i dag generelt tilfredsstillende, men det er vigtigt løbende at følge udviklingen i konkurrencevilkårene.

Ikke statsstøtte

EUs maritime statsstøtteregler har siden sommeren 1997 slået fast, at medlemslandene ikke kan yde direkte støtte til rederier, hvilket Danmarks Rederiforening støtter. Med udgangspunkt i den internationale konkurrencesituation for skibsfarten tillades dog at lempe de økonomiske byrder særligt med hensyn til beskatning. Den generelle modstand mod statsstøtte gælder også skibsbygning, da det kan føre til en overproduktion af skibe set i forhold til behovet for søtransport. 

DIS og tonnageskat

Fortsat sikring af konkurrencedygtige lave omkostninger kræver, at beskatningen afspejler, at den typiske konkurrent for danske rederier betaler meget lave skatter og i øvrigt har meget lave bemandingsomkostninger. Det sidstnævnte er der taget højde for i form af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), der indebærer, at lønomkostningerne – som er en af de få variable omkostninger mellem forskellige flag - ikke beskattes i Danmark. 

Med hensyn til rederibeskatning blev der i 2002 – som i de fleste konkurrentlande – indført en tonnageskatteordning i Danmark.