Kloakspildevand
Den internationale søfartsorganisation IMO har fastsat regler, der skal forhindre forurening af havmiljøet med toiletspildevand fra skibe. Skibe skal enten have et godkendt behandlingsanlæg eller en opbevaringstank om bord. Indholdet fra tanken skal enten afleveres i land eller opbevares, til skibet er mere end 12 sømil fra land.
Hvis skibet har et desinfektions- og findelingsanlæg må indholdet udledes 3 sømil fra land. I Danmark bliver langt størstedelen af skibenes toiletspildevand afleveret til modtagefaciliteter i land. For at reguleringen kan fungere, skal kyststater sørge for, at skibe har mulighed for at komme af med deres toiletspildevand, når de ligger i havn.
I Østersøområdet har man besluttet, at det ikke skal koste ekstra havneafgift for et skib, der afleverer toiletspildevand. På den måde bliver udgiften til bortskaffelse fordelt ligeligt mellem skibe, der afleverer toiletspildevand, og skibe, der ikke gør, hvorved motivet til at udlede spildevandet i havet for at spare penge helt forsvinder.
