Affald
Den internationale søfartsorganisation IMO har fastsat regler, der skal forhindre forurening af havmiljøet med affald fra skibe. F.eks. er det overalt i verden helt forbudt at kaste plastic i havet. I Nordsøen og Østersøen og en lang række andre særligt beskyttede havområder er det kun madrester, man må smide over bord, og kun hvis skibet er mere end 12 sømil fra land.
For at reguleringen kan fungere, skal kyststaterne sørge for, at et skib har mulighed for at komme af med sit affald, når det ligger i havn. I Østersøområdet har man besluttet, at det ikke skal koste ekstra havneafgift for et skib, der afleverer sit affald. På den måde bliver udgiften til bortskaffelse fordelt ligeligt mellem skibe, der afleverer affald, og skibe, der ikke gør, hvorved motivet til at smide skrald i havet for at spare penge helt forsvinder.
