Klimacharter
UN Global Compact er et globalt initiativ for virksomheder, der ønsker at vise, at de påtager sig et særligt ansvar overfor den omgivende verden. Dette gøres ved at indarbejde ti principper om menneskerettigheder, arbejdsmarkedsforhold, miljø og antikorruption i virksomhedsstrategien
Tre af disse ti principper omhandler miljø, og for at kunne gøre brug af disse tre overordnede principper har Danmarks Rederiforening, som den første rederiorganisation på baggrund af UN Global Compact, formuleret et klimacharter.
Klimacharteret giver mulighed for at demonstrere ansvarlighed i spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer bl.a. ved strategiske og operationelle forandringer i organisationen samt offentliggørelse af oplysninger, der viser virksomhedens udledning af drivhusgasser og opstillede målsætninger. Som en del af klimachartret, og for at understrege skibsfartens engagement i klimaarbejdet, bliver det samlede brændstofforbrug for Danmarks Rederiforenings medlemmer offentliggjort
Klimacharteret er en naturlig forlængelse af Danmarks Rederiforenings miljøpolitik, som blev vedtaget i 2007, og Rederiforeningen vil offentliggøre rederiernes samlede brændstofforbrug i de kommende årsberetninger.
