(Debug: login:displayname= login:id=)

CO2 arbejdet

 

CO2 er en drivhusgas, der dannes ved afbrænding af enhver form for fossilt brændstof. Selvom skibstransport er den transportform, hvor der udledes mindst CO2 per transporteret ton gods, betyder den enorme mængde gods transporteret ad søvejen, at den samlede CO2-udledning fra international skibsfart er betragtelig.

Danske ejede og chartrede skibe transporterer omkring 10 pct. af verdenshandlen til søs og udleder som følge heraf store mængder CO2. Imidlertid råder danske rederier over en af de mest moderne og energieffektive flåder i verden, og der arbejdes konstant på udvikling og forbedring af motoranlæg, skrog, propeller og malingstyper samt investering i nye skibe.

Den tekniske udvikling har gennem årtier været drevet af stigende brændstofpriser, og næsten halvdelen af et skibs samlede driftsomkostninger består i dag af udgifter til brændstof. Foruden de klimamæssige begrundelser har rederierne derfor også et væsentligt økonomisk incitament for at øge energieffektiviteten. Der arbejdes således konstant på at forbedre skibenes ydeevne ligesom der løbende investeres i nye og forbedrede skibe.

Endnu er der ikke et umiddelbart alternativ til fossilt brændstof, men brændstofudgifterne kombineret med den tiltagende fokus på klimaproblematikken fra både rederiernes og skibsfartens kunders side gør, at der hele tiden forskes i nye teknologier.